FULDT TRYK PÅ SPILDEVANDS-PUMPERNE MELLEM HUNDESTED OG MELBY
En ny trykledning på 12 km sender hurtigt spildevandet fra 14.000 PE
i Hundested by til Melby Renseanlæg. Halsnæs Forsyning har som del af sin spildevandsplan nedlagt Hundested Renseanlæg som et traditionelt renseanlæg i stedet opgraderet Melby Renseanlæg. Den nye installation giver en mere sikker og økonomisk drift, samt optimal transport af spildevandet på strækningen.
Med udsigten til en besparelse på 3 mio. kroner om året traf Halsnæs Forsyning for nogle år siden beslutning om at nedlægge renseanlægget i Hundested. Renseanlægget var utidssvarende og dyrt at vedligeholde, og det ville være billigere at modernisere Melby Renseanlæg og sende alt spildevand fra Hundested direkte til Melby.
Det er samtidig en mere miljøvenlig løsning. Den øgede mængde spildevand til Melby Renseanlæg betyder nemlig, at Isefjorden ikke belastes med renset spildevand fra Hundested. Det rensede spildevand fra Melby udledes i Kattegat, som har større strømføring og bedre kan optage det rensede spildevand.
“Vi har konstant fokus på at optimere og omlægge driften ved hjælp af nye, intelligente løsninger. I forbindelse med omlægningen af spildevand til Melby Renseanlæg har vi fokuseret på at vælge en bæredygtig løsning, som både tilgodeser miljøet, holder længst muligt og indfrier vores behov i mange år frem”, siger Andres Abildgaard, leder af Plan og Projekt, Halsnæs Forsyning.
Turnkeyløsning med indbyggede kompetencer og kvalitet
En væsentlig opgave i forbindelse med anlægsprojektet var at finde solide pumper og driftssikre, stærke maskinkomponenter, fordi alt spildevand skal pumpes og bearbejdes fra Hundested by. I rå spildevandsmængder svarer dette til 14.000 PE. Samlet set skal pumpestationerne på transportledningen kunne håndtere op til 80 liter pr. sekund i forbindelse med regn.
“Vi lagde vægt på en række parametre i forbindelse med maskinentreprisen. Bl.a. var det vigtigt at få høj kvalitet for pengene, at energiforbruget i løsningerne er lavt, og at der var sikkerhed for både leverance og drift. Derudover vægtede vi også en stærk organisation bag med dygtige folk både i forhold til rådgivning og service, så vi kunne få en turnkeyløsning. Vi kender Grønbech & Sønner for høj kvalitet og en stærk pallette af løsninger, og eftersom de kunne tilbyde en fornuftig pris, vandt de udbuddet”, siger Andres Abildgaard.
Bedre og mere miljøvenlig spildevandsrensning
Totalløsningen fra Grønbech & Sønner inde- holder bl.a. tre ø 3000 pumpestationer med hver tre pumper, samt tre ø 3500 ventilbrønde, en mekanisk steprist, samt diverse smedearbejde, aktuatoer, nyt trykføreanlæg og filtersystem.
Besparelsen ved at rense ét sted i stedet for to sparer lønninger til personale og drift. I Hundested har man nu kun pumper og spjælde, samt en rist at vedligeholde.
“Den helt store fordel er, at spildevandet fra både Hundested og Melby bliver renset bedre nu end før, fordi vi har optimeret vores renseproces. Desuden bidrager det rensede spildevand ikke til forøget vandstand i Isefjorden, men flyder 1,2 km ud i Kattegat”.
Andres Abildgaard, Halsnæs Forsyning og Christian Michael Anker, Grønbech & Sønner ved indløbsristen.
“Al maskinel fungerer meget fint, og det er min opfattelse, at vi har fået nogle af markedets nyeste og mest solide pumper. Personligt er jeg glad for at samarbejde med Grønbech & Sønner og opleve deres kompetente rådgivning og hurtige indsats, når uforudsete hændelser har fundet sted”, siger han.
FAKTABOKS
DETTE HAR GRØNBECH & SØNNER LEVERET TIL HALSNÆS FORSYNING:
-
Tre pumpestationer med hver tre pumper
-
Maskinudstyr, bl.a. indløbsrist, filtersystem og trykføreanlæg
-
Aktuatorer, der regulerer ventiler
-
Kompetent rådgivning om valg af produkter og samlede løsning
-
Komplet smedeentreprise, herunder produktion af rustfrie rør